Anmeldelse af DØDENS KODE af Michael Larsen
”Dødens kode” gav mig hjertebanken, blussende kinder og åndenød, mens min hjerne undervejs prøvede at knække koden og regne plottet ud, før forfatteren serverede det for mig.
Da jeg fik årets thriller, ”Dødens Kode” af Michael Larsen, i hænderne, så var jeg klar over, at det ville få konsekvenser. Han har tidligere udgivet så velskrevne bøger, at der kun er plads til to: Bogen og læseren. Michael Larsen er en litterær forfører, som med sit lækre billedsprog og knivskarpe sans for thrillerplot fører læseren ned i krimidybet på en rejse, hvor man mentalt forlader sin hverdag. Når sidste side er læst og bogen lukket, så er ens normale verden forandret for altid.
Indrømmet, i starten kæmpede jeg lidt imod. For 20 år siden gik ”Slangen i Sydney” så dybt under huden på mig, at jeg lovede mig selv, at jeg aldrig ville sætte mine ben i Australien på grund af hans malende beskrivelser af de dødbringende trusler i vandet, i landet og i Sydney. Flere år efter måtte jeg ty til eksperthjælp, da mine veje førte mig ”Down Under”, fordi bogens malende beskrivelser af rædslerne stadig sad dybt i mig. Romanen blev i øvrigt genlæst undervejs i de mange timer på flyene og holder stadig.
I ”Mordet på øen”, forgængeren til ”Dødens kode”, blev scenen flyttet til Ærø, hvor forfatteren har bosat sig med sin kone og børn. Resultatet var, da jeg læste den, at jeg forsvandt ind i thrillerboblen sammen med Jan Folmer og Charlotte Monson og tilsidesatte børn, søvn og aftaler, indtil boblen blev blæst væk omkring mig i slutscenen sammen med det meste af Marstal Havn.
Min indre kamp på de første sider i ”Dødens kode” handlede om, at den ene del af mig ville læse langsomt og modstå forførelsen, så jeg var i stand til at knække plottets kode. Den anden del af mig ville give slip, så jeg satte læsetempoet op i takt med min stakåndede vejrtrækning, bankende hjerte og lade mig rive med. Min modstand holdt de indledende sider. Så passerede jeg point of no return ved det første mord og blev opslugt.
Sprogligt maler Michael Larsen billeder for læseren, langt fra floskler og almindeligheder, og det skinner igennem, at han er en ivrig fuglefotograf, akvarelmaler og betaget af Ærøs natur. For eksempel lader han den ledende drabsefterforsker Jan Folmer tænke:
”Foråret på Ærø var orange. Det skyldtes de mange landevejspopler. Raps flød overalt ned over skrænterne som gul lava, og havet lå mælket og lyseblåt i hele bugten. Med den lysende gule raps på toppen af den sepiafarvede klint lignede Urehoved derude et stort stykke citronmåne.”
At politifolk i Danmark har samme forhold til citronmåner, som deres amerikanske kolleger har til donoughts er en velkendt frase – at Michael Larsen leger med fordommene og forvandler citronmånerne til smuk forårspoesi viser hans knivskarpe evne til at formidle sit budskab med både sjæl, hjerne og hjerte.
Udtrykket ”andenrangs krimiforfatter” indgår i en af romanens mange filmreferencer. Det er ikke en betegnelse, man kan bruge om Michael Larsen. At han så har hentet inspiration til bogen fra min hjemegn, Jyderup på Vestsjælland, er bare et ekstra krydderi i hans litterære gourmet-ret, som er fem Michelin-stjerner værdig. Fyldig med thrillersmag og krimikant på grund af hemmelige ingredienser, som kun han kan levere.
Uden at røbe for meget af handlingen kan jeg afsløre, at Michael Larsen spiller på alle tangenter på klaveret og trækker på sin personlig erfaring som tidligere filmanmelder for BT, dygtig fotograf og fuglekender. Samtlige faktuelle referencer er researchet og elegant leget ind i handlingen.
Michael Larsen har gjort det før, skrevet en krimi, som sætter sig dybe spor i de litterære kredse både i Danmark og udlandet. Der er en grund til, at hans romaner er solgt til udgivelse i 25 lande, og han har meget at leve op til. Forventningerne er skyhøje. Filmrettighederne er allerede solgt til SF Film, han er det store navn på Bogmessen senere denne uge, og Forlaget Turbine er gået all in med filmtrailer og markedsføring ud over det sædvanlige. I ti år har Michael Larsen arbejdet på sit litterære projekt med Charlotte Monson som omdrejningspunkt - og han indfrier alle forventninger til fulde og mere til.
”Dødens kode” gav mig hjertebanken, blussende kinder og åndenød, mens min hjerne undervejs prøvede at knække koden og regne plottet ud, før forfatteren serverede det for mig. Min verden er igen forandret. Konsekvenserne for mig er, at citronmåner aldrig bliver de samme igen, ærefrygten for havørne sidder dybt i min sjæl, og jeg ved, at jeg vil besøge Ærø, før filmatiseringen af bøgerne forandrer en af Danmarks smukke perler for altid.
Lad bare de rasende råger prøve at forfølge ham. Michael Larsen hæver sig som en havørn over Skarresø ved Jyderup op i en litterær liga, hvor der kun er plads til en. Den største af dem alle.
- Skrevet af forfattercoach
- Solveig Mørtz