Boganmeldelse i Holbæk Radio d. 1. marts 2019

Handlingen foregår i 1950’erne på Tuse Næs, kaldet ’Næsset’ i bogen. Fortællerne er en flok gamle mænd, som fortæller historier om ’de andre’, der bor på Næsset. De sladrer godt og grundigt om, hvad de har set og hørt. Der er mange hemmeligheder blandt beboerne på Næsset, både længsler, ensomhed, fortvivlelse, savn og kærlighed. Og en fjer bliver let til fem høns, som H.C. Andersen ville have sagt det.

Med humor og alvor møder vi i hvert kapitel en ny fortælling, bl.a.:

• Thorleif, der svigtede Klara. Nu beder han om tilgivelse, og hver gang får han døren smækket i hovedet.
• Vagn, som hver eneste dag savner sin søster, Anna, som er flyttet fra Næsset, da hun blev gift.
• Og vi får også historien om den nye præstevikar, Esbern, som på sin helt egen måde sørger for, at organisten mister sin mødom.

Menneskeskæbnerne er flettet ind i naturen, som spiller stor rolle i bogen, specielt fjorden, som kalder ’Kom til mig’. Hestehullerne i fjorden er beskrevet som udspekulerende væsener, der flår alt med sig. De skjuler sig tit der, hvor vandet synes mest roligt og tillokkende. Som sultne munde åbner og lukker de sig på revlerne, og alle på Næsset har været tæt på disse gab. De har trukket flere under gennem årene, både børn og voksne.

Forfatteren formår at skildre både personer og naturen på Tuse Næs, så begge dele står levende og vedkommende for læseren. Sproget er godt, og handlingen er både alvorlig og med masser af humor. Der står flere ting mellem linjerne, og når romanen er slut, har man lyst til at læse den forfra.

Temaet handler overordnet om, hvad vi gør, når vi udsættes for noget, som vi ikke har kontrol over. Uanset om der er tale om dødsulykker, selvmord, skilsmisser eller sygdom har romanen et overordnet budskab: ”Giv aldrig op – håbets kraft er større end alt andet.”

Det unikke:

• Det er yderst sjældent, at jeg læser en roman, hvor fortælleren er skrevet i ’Vi-person’. Det fungerer rigtig godt.
• Det er første gang jeg læser en roman, som foregår på Tuse Næs. Og selv om – og fordi – det er Udkantsdanmark, så skiller bogen sig markant ud. Der er masser af kant i bogen. Hvis man ikke kender Tuse Næs i forvejen, så får man lyst til at tage derud og åbne sine sanser, både for naturen og de ’indfødte’. Som fortællerne siger: I kan jo selv tage herud, hvis I vil vide mere.
• Personerne er skildret, så man holder af dem, bevæges af dem og, til en vis grad forstår dem. Forfatteren Tina Månsson er psykolog, og det skinner klart igennem, at hun ved en masse om mennesker og forstår dem på et dybt plan.

Om forfatteren:

Tina Månssons familie har boet på Tuse Næs i flere generationer. Flere af historierne er nogle, der enten har fundet sted i hendes slægt, eller som har gjort indtryk på familien. Hun har bl.a. interviewet sin 93-årige farmor, som har skrevet flere notesbøger fyldt med hendes oplevelser.

I pressemeddelelsen understreger forfatteren, at det på ingen måde en faktuel bog om Tuse Næs. Det er en opdigtet roman, og nogle af personerne og historierne er frit opfundet eller inspireret af egne oplevelser langt væk fra Tuse Næs. Romanen er dedikeret til ’Min farmor, der lærte mig (næsten) alt om Næsset’. Med ”Hestehullerne” lever historierne fra Tuse Næs videre på fineste vis.

Anmeldelse af forfattercoach Solveig Mørtz

Om bogen:
Forfatter: Tina Månsson
Titel: Hestehullerne
Genre: Roman
Forlag: Gyldendal
Udgivelsesdato:  18. januar 2019
Sideantal:  P 174

♡♡♡♡♡♡