Michael Larsen, international bestsellerforfatter, fortæller her om, hvordan han hentede inspiration til DØDENS KODE ved Jyderups havørne

Da jeg gæstede Jyderup Højskole for et års tid siden, var jeg midt i processen med at skrive DØDENS KODE. Og selv om handlingen i det store hele lå fast allerede på det tidspunkt, kom inspirationen fra besøget alligevel til at få betydning for et par scener i romanen, der udkommer i morgen, onsdag d. 8. november 2017.

I DØDENS KODE optræder havørnen i en helt særlig rolle. Dels som et ledemotiv, dels som en væsentlig brik i det mysterium, som efterforskningslederen Jan Folmer bakser med i forhold til at finde den bestialske morder, der er løs på Ærø. Og andre steder.

Undervejs i arbejdet med romanen kom havørnen, der allerede blev introduceret i forgængeren, MORDET PÅ ØEN, til at få en stadigt mere fremtrædende rolle. Så hvor kunne det være mere perfekt at holde foredrag end i netop Jyderup, der ved Skarresø har ynglende havørne.

Dagen efter foredraget, hvor jeg var blevet bombarderet med spørgsmål om alt lige fra aktantmodeller til det at udkomme i udlandet fra de veloplagte og spørgelystne elever på højskolens skrivekursus, begav jeg mig derfor sammen med en gammel lokalkendt veninde fra Gyldendal, Solveig Mørtz, ud i den spændende natur i og omkring Jyderup. På Ærø, hvor jeg bor med min familie, yngler havørnen ikke, men vi får besøg af den næsten dagligt, så jeg havde i forvejen en hel del erfaring med den store rovfugl, der af samme grund naturligvis også indgik i en bog om Ærøs Natur, som jeg skrev og fotograferede i 2014.

Men det er altid en fordel at alliere sig med en stedkendt, og efter at have fulgt et par spor, der endte blindt, lykkedes det os da også at finde frem til havørnens rede på øen i den sydlige ende af søen. Og sandelig om heldet ikke også var med os, således at det lykkedes at få nogle helt acceptable skud i kassen. Ikke mindst et af havørnen, hvor man ser Jyderup Højskole i baggrunden. Det blev naturligvis sendt som en hilsen til eleverne fra højskolen, der også havde måttet lægge øre til forfatterens særlig faible for ornitologi.

På vej hjem mod Ærø foretog jeg yderligere et par afstikkere i områderne omkring Jyderup, for at indsuge lidt flere indtryk og lidt mere atmosfære, for jeg kunne godt mærke, at jeg havde lyst til at lægge en scene ind i romanen fra området, som jeg fandt meget inspirerende. Det endte med at blive et kompromis, som man vil kunne læse i bogen. Året forinden havde jeg nemlig også snittet Jyderup, da vi holdt sommerferie i det sydlige Odsherred, og derfor indgår der en scene i bogen, hvor vi er ude ved den vestsjællandske kyst. Det er et fortællespor, der ikke er endeligt afsluttet, så i en fremtidig roman kommer indtrykkene og researchen fra Jyderup-egnen måske endda til at indgå mere direkte.

Besøget i Jyderup er meget illustrerende for min måde at arbejde på. Arbejde er aldrig kun arbejde, og det at holde helt fri og rigtig ferie eksisterer ikke rigtigt i en forfatters verden. Når jeg besøger forskellige egne af landet enten i forbindelse med foredrag eller ferie, forsøger jeg altid at indsuge detaljer og atmosfære, for som forfatter er man konstant på jagt efter ny inspiration og nye kulisser.

MORDET PÅ ØEN sluttede i et inferno havnen i Marstal og efterlod en samtidig en stor mængde læsere med ét brændende spørgsmål på læben: hvor fløj Charlotte Monson hen? Som en anden Ingrid Bergman forsvandt den pokerspillende og hyperintelligente journalist på en natsort himmel i et fly fra Starling Air, mens jorden under hende bogstavelig talt brændte.

Nu kommer svaret, for Charlotte Monson spiller endnu engang en afgørende rolle, når Dødens kode skal knækkes. I et nyt mordmysterium, der trækker tråde tilbage til det gamle men som også hurtigt føres langt væk fra Ærø, ud i verden, og ind en langt større sammenhæng.

En romanforfatters historier formes af en skønsom blanding af idéer, research, erfaringer, nye indtryk og de steder, skæbnen vil, at han eller hun besøger på sin rejse. Uden dette besøg i Jyderup var romanen muligvis blevet anderledes. Ofte falder vigtige ting nemlig på plads i de mentale pauser under køreturene hjem fra foredrag, ferier og familiebesøg. Sådan var det også efter besøget i Jyderup. Og efter antydningen af havørnen i MORDET PÅ ØEN i Jan Folmers første møde med Ærø, begyndte den som sagt hurtigt at fylde mere og mere i fortællingen. Og i DØDENS KODE breder den nu for alvor sine vinger ud …